Advent er her igen
Vi har så travlt i denne advents-tid, for snart er det juleaften med gaver og mad. Og alt skal gøres klar: Vaskes og støvsuges, handles og pakkes ind, bages og forberedes. Hastværk og jule-stress.
Kære Gud.
Tænd min adventslue og løft min hue,
så jeg kan muge i min julestue.
Vis mig, hvor jeg skal våge i min tåge.
Bolettes gæstebud tænker ud
Enten- eller når vi prøver at skrabe os til juleglæden.
Der nogen der skraber alle lågerne på engang andre udsætter dem
- i håb om kalender klang.
Vi ”Tjekker ind” på Nørreport station himmelbuen lyser op,
som en violet top, det resonere i krop.
Vi farer vild i strøgets, flimmers og glimmer.
Længsel efter det nærende liv.
Jeg dumper ind i entréen på Folketeatret, ramt af duften af de sprøde popcorn,
det omfavnende røde VELOUR tæppe,
mærker varmen og suset fra de forventningsfulde børn.
Længes efter teaterets, dets nærhed, eventyret eller blot den gode pause.
Den verden og venten, der kalder på forventningens glæde.
Udsætter og udsætter mine kalenderlåge strategi,
eller er det blot en tros fobi,
som har konsekvens for min indre honningbi.
Længes efter pausen, den nærende sans fra barndommens-juledans,
den glæde som er koden til julenoden.
Ja, julen har mange kammer og smager af skrammer.
Hjertekammer, spisekammer og rimer på hjertetremmer.
Trøffelolie og coronalampe vi efter fællesskabet tramper,
men i stedet vi hamstre, som kulørte lamper og gåsen der damper,
i skyggen af flæskesteg og leverpostej.
Lad denne kirkelige ramme tænde lyset,
i øjet, i dette øjeblik, vi blikket fik.
Lad det lige NU mærkes i vores hjerter, der er sat i vent.
Advent betyder at Herren kommer. Det får vi 4 søndage, med tilhørende hverdage, til at forberede os på, og Kristus ønsker, at vi skal forberede os på rette måde og derfor fortæller han i Matthæus-evangeliet (25,1-13) 2.søndag i advent denne lignelse:
”Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.”
Vi påstår i folkedybet, at ”det er aldrig for sent”. Men det er det jo til tider, og det er også derfor, det er så vigtigt, at få sagt de forløsende ord til dem man elsker – at få planlagt sin begravelse – at se en kunst-udstilling inden man mister synet – og at redde sin sjæl, mens den står til at redde.
Brug jeres tid på det vigtige!
Og det er da vigtigt at få det nødvendige til kroppen: et vist mål af mad og drikke, nok med tøj og tag over hovedet. Men når lyset brænder ud; når øjnene slukkes; når sygdom griber fat i os og tvinger os i knæ, så nytter det ikke noget at have kassevis af dåsemad i køkkenskabet, hvis man sidder alene uden venner, familie, omgangskreds eller et fællesskab at dele dåsernes indhold med -
Når alt håb (om at tilværelsen kan fortsætte som vanligt) er ude, så skal der være opbygget et indre liv, et andet håb, en tro på fællesskab ud over tid og geografi, for at kunne holde sig i live og ved godt mod.
Advent skal være en glædelig tid. Så lad nu være med at stresse over støv og nullermænd. Det bliver jul ligegyldigt om gulvene er u-vaskede. Lad nu være med at nedsmelte kontoen – gaver der er ærligt ment, er gaver ligegyldigt hvad de koster. Det er dejligt med hjemmebagte småkager – men det skal ikke være sådan, at for at alle kan nyde kagerne, så skal én stå i køkkenet og nedsmelte af varme, overophedning og stress.
Advents-glæde, ikke advents-stress!
Dagens ord
5 tåber og 5 kloge brudepiger.
Liv og lyst for hvem er der fest,
er det kun for den sande gæst!
At blive forført af forbrugssamfundets rus,
kan skabe konsekvens i Guds hus.
Det at stå med den tomme lampe
Er som Bambi uden Stampe.
Ingen tro kan uden Stampe gro,
når Bambi folder ud sin hjortemod.
Dem som vover livets venten,
skal vel ikke dømmes under den himmelske stjernebue-
Denne dags bibelsk lignelse er svær
tror nu forsat Herren er os nær,
som lysets sværd.
At tjene i tiden, giver rum og gylden stund.
”Herre Herre, luk os ind”.
Hans svarede: sandelig siger jeg jer,
jeg kender jer ikke”.
Vov derfor, for I kender hverken dagen eller timen.”
Stå selv i kø eller køb selv,
at vente eller forvente.
Hvad mon er brudgommens bud?
I nattens mørke, mure forsat de lysende ord
- se blot efter flere stjerner i nord.
Lad os bede for os selv, for de andre og for verden – i Holger Lissners ord:
Gud, du, som var, som er og som kommer!
Dagene bliver kortere, mørket tager til og vores håb er som en blafrende flamme.
Lad os ikke blive revet med af alt det, vi skal nå og vil nå, men lær os at leve l a n g s o m t , lær os at være åbne og lydhøre når du kommer med din fred og står midt iblandt os, som et lys af evigheden. Amen!
I denne juletid bader vi alle i en slags corona-sved.
”Adventssansen” er en slags valsen med sorg, håb og forventet dåb.
Vi vækkes i alt sin enkelthed;
duften af kanelen, den lille hånd der mærkes i hånden,
grantræet kranser og vi dankortet presser.
Sanserne bringes frem i lyset,
genskaber indre og ydre rum og smages i mund.
En given gave, der vækker os til live
-som en ”sanserose” i fodhose.
Lad os lytte efter det sanddrueligt brusebad,
række vores hænder ud mod løse ender.
Bringe nærvær til dem, vi har kær
- For Gud har givet os alle et unikt værd.
” Lad dagens lys tændes et håb i en flytnings råb.
så dette jordiskgys resonere i et himmelsklys,
som den blinkende stjerne der kender sit jordiske ærende.
Kære Gud led de urolige fødder til nye pilgrimsmøder.
Hvor hånden styrker ånden,
løskøbt fra ensomhedens totur og andre ”helte dressur”.
Lad det spejles i Herrens uendelige ur,
her findes ingen mur.
Andet lys er nu tændt en hånd er vendt,
det vil aldrig være glemt!
Alt i kursiv er skrevet af Bolette Borg, som du finder på
Facebook: Bo lettes gæstebud
Mail: boletteborg@hotmail.com
Sognepræst Eva Berger